EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 22020D2247

Afgørelse nr. 3/2020 truffet af Det Blandede Udvalg, der er nedsat ved aftalen om det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab af 17. december 2020 om ændring af protokollen om Irland/Nordirland til aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab [2020/2247]

PUB/2020/1059

EUT L 443 af 30.12.2020, p. 3–5 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2020/2247/oj

30.12.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 443/3


AFGØRELSE nr. 3/2020 TRUFFET AF DET BLANDEDE UDVALG, DER ER NEDSAT VED AFTALEN OM DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG NORDIRLANDS UDTRÆDEN AF DEN EUROPÆISKE UNION OG DET EUROPÆISKE ATOMENERGIFÆLLESSKAB

af 17. december 2020

om ændring af protokollen om Irland/Nordirland til aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab [2020/2247]

DET BLANDEDE UDVALG HAR —

under henvisning til aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab ("udtrædelsesaftalen"), særlig artikel 164, stk. 5, litra d), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved udtrædelsesaftalens artikel 164, stk. 5, litra d), tillægges Det Blandede Udvalg, der er nedsat ved nævnte aftales artikel 164, stk. 1, beføjelser til at vedtage afgørelser om ændring af aftalen, forudsat at sådanne ændringer er nødvendige for at korrigere fejl, rette op på udeladelser eller andre mangler eller håndtere situationer, der ikke kunne forudses på tidspunktet for aftalens undertegnelse, og forudsat at sådanne afgørelser ikke ændrer væsentlige elementer i aftalen. Afgørelser, der vedtages af Det Blandede Udvalg, er i henhold til udtrædelsesaftalens artikel 166, stk. 2, bindende for Unionen og Det Forenede Kongerige. Unionen og Det Forenede Kongerige er forpligtet til at gennemføre sådanne afgørelser, som har samme retsvirkning som udtrædelsesaftalen.

(2)

I henhold til udtrædelsesaftalens artikel 182 udgør protokollen om Irland/Nordirland ("protokollen") en integrerende del af aftalen.

(3)

To retsakter om præstationsnormer for nye personbilers og varevognes CO2-emissioner i Unionen, som er opført under punkt 9 i bilag 2 til protokollen og gjort gældende på og i Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland ved protokollens artikel 5, stk. 4, vedrører ikke markedsføring af sådanne køretøjer i Unionen. De bør derfor udgå af bilag 2 til protokollen.

(4)

Otte retsakter, som er væsentlige for anvendelsen af reglerne for det indre marked for varer for så vidt angår Nordirland, og som blev udeladt på tidspunktet for vedtagelsen, bør tilføjes til bilag 2 til protokollen.

(5)

For at præcisere anvendelsesområdet for visse retsakter, der allerede er opført i bilag 2 til protokollen, bør der tilføjes tre meddelelser til bilaget —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I bilag 2 til protokollen foretages følgende ændringer:

1.

under punkt "9. Motorkøretøjer, herunder landbrugs- og skovbrugstraktorer" udgår følgende punkter:

"—

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 443/2009 af 23. april 2009 om fastsættelse af præstationsnormer for nye personbilers emissioner inden for Fællesskabets integrerede tilgang til at nedbringe CO2-emissionerne fra personbiler og lette erhvervskøretøjer

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 510/2011 af 11. maj 2011 om fastsættelse af præstationsnormer for nye lette erhvervskøretøjers emissioner inden for Unionens integrerede tilgang til nedbringelse af CO2-emissionerne fra personbiler og lette erhvervskøretøjer"

2.

under punkt "6. Forordninger om bilaterale beskyttelsesforanstaltninger" tilføjes følgende punkt:

"—

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/287 af 13. februar 2019 om iværksættelse af bilaterale beskyttelsesklausuler og andre mekanismer for midlertidig tilbagetrækning af præferencer i visse handelsaftaler mellem Den Europæiske Union og tredjelande (1)"

3.

under punkt "23. Kemikalier og kemiske produkter" tilføjes følgende punkt:

"—

Rådets forordning (EF) nr. 111/2005 om regler for overvågning af handel med narkotikaprækursorer mellem Unionen og tredjelande (2)"

4.

under punkt "25. Affald" tilføjes følgende punkt:

"—

Artikel 2-7, 14 og 17 samt del A, B, C, D og F i bilaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/904 af 5. juni 2019 om reduktion af visse plastprodukters miljøpåvirkning (3)"

5.

under punkt "29. Fødevarer — generelt" tilføjes følgende punkt:

"—

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/91/EU af 13. december 2011 om angivelser af eller mærker til identifikation af et bestemt levnedsmiddelparti (4)"

6.

under punkt "42. Plantereproduktionsmateriale" tilføjes følgende punkter:

"—

Rådets direktiv 66/401/EØF af 14. juni 1966 om handel med frø af foderplanter (5)

Rådets direktiv 98/56/EF af 20. juli 1998 om afsætning af prydplanteformeringsmateriale (6)

Rådets direktiv 2008/72/EF af 15. juli 2008 om afsætning af plantemateriale og formeringsmateriale af grøntsagsplanter bortset fra frø (7)"

7.

under punkt "47. Andre" tilføjes følgende punkt:

"–

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/880 om indførsel og import af kulturgenstande."

8.

under punkt "4. Generelle handelsrelaterede aspekter", efter punktet "Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 978/2012 af 25. oktober 2012 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 732/2008" indsættes følgende bemærkning:

"Uanset at toldpræferencerne for berettigede lande finder anvendelse i Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland i henhold til Unionens arrangement med generelle toldpræferencer, skal:

- henvisningen til "medlemsstater" i artikel 9, stk. 1, litra c), nr. ii), og i kapitel VI [beskyttelses- og overvågningsbestemmelser] i forordning (EU) nr. 978/2012 ikke fortolkes som omfattende Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland

henvisningerne til "Unionens marked" i artikel 2, litra k), og i kapitel VI [beskyttelses- og overvågningsbestemmelser] i forordning (EU) nr. 978/2012 ikke fortolkes som omfattende Det Forenede Kongeriges marked for så vidt angår Nordirland, og

henvisningerne til "EU-producenter" og til "EU-erhvervsgrenen" i forordning (EU) nr. 978/2012 ikke fortolkes som omfattende hverken producenterne eller erhvervsgrenen i Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland."

9.

under punkt "5. Handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter", indsættes umiddelbart efter overskriften følgende bemærkning:

"Uanset at Unionens handelsbeskyttelsesforanstaltninger finder anvendelse i Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland, skal henvisningerne til "medlemsstaterne" og "Unionen" i forordning (EU) 2016/1036, (EU) 2016/1037, (EU) 2015/478 og (EU) 2015/755 ikke fortolkes som omfattende Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland. Desuden må importører, der har betalt den antidumping- eller udligningstold, som Unionen har pålagt ved import af varer, der blev fortoldet i Nordirland, udelukkende anmode om tilbagebetaling af sådanne afgifter i henhold til artikel 11, stk. 8, i forordning (EU) 2016/1036 henholdsvis artikel 21 i forordning (EU) 2016/1037."

10.

under punkt "6. Forordninger om bilaterale beskyttelsesforanstaltninger", indsættes umiddelbart efter overskriften følgende bemærkning:

"Uanset at Unionens bilaterale beskyttelsesforanstaltninger finder anvendelse i Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland, skal henvisningerne til "medlemsstaterne" og "Unionen" i de forordninger, der er anført nedenfor, ikke fortolkes som omfattende Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland."

11.

under punkt "25. Affald" efter punktet "Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/904 af 5. juni 2019 om reduktion af visse plastprodukters miljøpåvirkning" indsættes følgende bemærkning:

"I forbindelse med anvendelsen af disse artikler og dele på og i Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland skal enhver henvisning til "3. juli 2021" i artikel 4, stk. 1, artikel 14 og artikel 17, stk. 1, læses som "1. januar 2022". Artikel 2, 3, 14 og 17, og del F i bilaget finder kun anvendelse for så vidt som de vedrører artikel 4-7."

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. december 2020.

På Det Blandede Udvalgs vegne

Maroš ŠEFČOVIČ

MichaelGOVE

Formænd


(1)  EUT L 53 af 22.2.2019, s. 1.

(2)  EUT L 22 af 26.1.2005, s. 1.

(3)  EUT L 155 af 12.6.2019, s. 1.

(4)  EUT L 334 af 16.12.2011, s. 1.

(5)  EUT 125 af 11.7.1966, s. 2298.

(6)  EFT L 226 af 13.8.1998, s. 16.

(7)  EUT L 205 af 1.8.2008, s. 28.


Top